
Ideen til Sustain Daily
opstod blandt tre klima-bekymrede bloggere. Vi, Ditte, Emma og Johanne var hver især igang med at oplyse og formidle af hver vores aspekt af en mere bæredygtig hverdag. Det tænkte vi, at vi kunne gøre bedre i fællesskab.
Visionen var at skabe et sted hvor alle der interesserede sig for en bæredygtig livsstil kunne få nemme, tilgængelige tips til hvordan de selv kunne leve mere bæredygtigt.
Tilbage i 2015 var bæredygtighed stadig meget en niche, og de fleste artikler og kilder der fandtes online var enten på engelsk, eller pakket kedeligt og tørt ind. Vi ville gøre op med begge dele, ved at skabe et lækket online univers der tog inspiration fra blogs, magasiner og instagram til at formidle en anden måde at leve på.
Platformen voksede fra at være et lille webmagasin, til at blive et nationalt fællesskab og medie der udkom på mange forskellige kanaler; sociale medier, podcast, fysisk magasin, events, online og gennem e-mails.

I løbet af Sustain Daily’s fem leveår
blev vi en aktiv stemme i debatten om den bæredygtige livsstil, og var med til at danne grundlag for et stort netværk af nye stemmer, formidlere og medier der den dag i dag stadig formidler omkring de samme emner.
Igennem hele platformens tid, har indholdet primært været skrevet af passionerede frivillige, der selv brændte for at gøre en forskel for klima og natur. Emnerne vi kredsede om handlede især om hverdagen, om vaner, indkøb, arbejde og fritid og hvordan alt dette kunne gøres lidt mere bæredygtigt.
Når man læser indholdet i dag, kan det nemt ses som om, vi mener at klimakrisen i høj grad kan løses gennem individuelle handlinger. Det gør, eller gjorde vi ikke. Men tilbage i 2016-2018 var de kollektive bevægelser ikke så udbredte, og mange havde stort behov for at gøre noget konkret i deres hverdag. Det behov havde vi skribenter også selv, og derfor var det omdrejningspunktet for indholdet.
I 2020 måtte vi desværre lukke platformen, både online og på de sociale medier. Det skete ganske pludseligt, og derfor forsvandt alle spor af vores indhold, tilstedeværelse og impact også ret brat. Selvom den danske klimakamp i dag er et andet sted, ønsker vi at indholdet der blev skabt i Sustain Daily årene får et nyt online liv. Forhåbentligt kan det blive ved med at inspirere nye og gamle klimatosser til små skridt på vejen mod en mere bæredygtig retning.
Alle rettigheder til tekst og billeder tilhører den enkelte skribent og fotograf.

Omkring brug af ordet bæredygtig:
I 2022 er der stor debat om, om man overhovedet kan kalde noget bæredygtigt. Den var der ikke da de fleste da disse artikler udkom i årene 2016-2019. Derfor vil noget af sproget måske føles lidt outdated. Men vi mener ikke i dag, eller dengang, at nogle enkelte vaner, tiltag eller beslutninger er absolut bæredygtige i sig selv. Det hele er en del af et større billede, og skridt på vejen. Læs det i den kontekst.
Tidslinje:
2016
- Sustain Daily åbner som platform og blognetværk 1. marts 2016.
- Den første frivillige redaktion starter
2017
- Det første Sustain Yearly magasin udgives gennem en succesfuld crowdfunding
- Den første sæson af Sustain Daily Podcast udkommer
- Den frivillige redaktion vokser
- Vi afholder offentlige filmvisninger af klima dokumentarer
2018
- Sustain Yearly andet år og Sustain Yearly jul udkommer i 2018
- Sustain Yearly udkommer for første og sidste gang på engelsk (Sustain Yearly second year)
- Podcast sæson 2 og 3 udkommer
- Vi holder flere foredrag, events og filmvisninger
- Sustain Daily blognetværk lukker, så vi kan få mere fokus på indholdsdelen
2019
- Sustain Yearly tredje år og Sustain Yearly familie udkommer
- Podcast sæson 4 og 5 udkommer
- Vi afholder en del foredrag i hele landet
- Vi afholder den første og eneste Sustain Daily bootcamp for bæredygtige formidlere og uddanner et helt hold spirende formidlere og hverdagsaktiviteter
2020
- Sustain Yearly fjerde år og Sustain Yearly fest udkommer
- Podcast sæson 6 udkommer
- På grund af Corona holder vi en del færre foredrag fysisk, men et par online
- Sustain Daily lukker i december 2020
Frivillige redaktioner
I løbet af tiden har vi haft en skiftende frivillig redaktion. Det var en stor del af platformens styrke, og der skal lyde en stor tak til alle de frivillige skribenter. Det er også i høj grad deres bidrag vi ønsker at give en plads på internettet igen!


