Podcast om bæredygtig livsstil
Skrevet af Emma Slebsager og Johanne Stenstrup
Fra 2016-2020 anmeldte vi en hel del podcasts. Her er en liste over alle dem vi fandt gode – de fleste er ikke længere aktive, men der er en masse guf at dykke ned i.

Bæredygtig business
Kan man tjene penge på at gøre verden til et bedre sted? Det prøver værten i podcasten Bæredygtig Business at undersøge hver uge. Podcasten tager hver uge fat i et nyt emne inden for bæredygtig business. Emnerne er alt fra cirkulær økonomi til ledelse og investeringer, og med den interesserede vært Steffen Max Høgh, er man sikker på at blive klogere efter hver episode.
Det bedste ved podcasten Bæredygtig Business er, at den tager udgangspunkt i Danmark og de virksomheder og problemstillinger, vi har her i landet. Ofte når der snakkes om store virksomheder, der tager ansvar – eller det modsatte, nemlig virksomheder der ødelægger kloden – er det i et globalt perspektiv. Det kan være svært at oversætte til en dansk kontekst, men det formår Bæredygtig Business at gøre.
Hør Bæredygtig Business i din podcast-app eller direkte i din browser.

Klimatestamentet
Hvor mange liter vand er der blevet brugt til at producere din nye bomulds t-shirt? Hvor meget kød skal man undvære for at leve med en god klimasamvittighed? Og hvor meget CO2 udleder oksekød sammenlignet med kylling og svinekød?
Det er nogle af de spørgsmål, der bliver stillet og forsøgt besvaret i de to første afsnit af det nye program Klimatestamentet på P1, hvor vært Anders Morgenthaler sammen med journalist Dan Grønbech undersøger, hvilke påvirkninger eksempelvis tøjproduktion og mad har på klimaet.
Programmet tager på underholdende vis lytteren i hånden og giver et bud på, hvordan vi alle kan mindske vores klimaaftryk med nogle livsstilsmæssige til- og fravalg.
Du kan finde Klimatestamentet i din podcast-app.

Sidste mand slukker lyset
Er du klimaoptimist eller -pessimist? Hvad end du mener, at der er håb forude, eller ikke kan se lyset for enden af tunnelen, så får du udfordret dine synspunkter i radioprogrammet Sidste mand slukker lyset.
Rasmus Thirup Beck og Søren Bjørn-Hansen har henholdsvis de optimistiske og pessimistiske briller på. De skiftes til at serve med enten en god eller dårlig nyhed om klimaet, og du kan hører om alt fra den smeltende indlandsis og solenergi til elbiler, landbrug og skovbrande. Konceptet er med andre ord simpelt nok til at vende de mange forskellige fænomener og aspekter, der lægger sig til klimaforandringerne.
Hver episode afrundes med en vurdering af, om lyset i radiostudiets globus skal skrues op eller ned – afhængig af, om værterne er blevet mere håbefulde eller sortseende efter dagens diskussion. Lige meget hvilket scenarie der gør sig gældende fra uge til uge, så efterlades du helt sikkert med en større og mere nuanceret viden om klimaet, når du har lyttet til en episode af programmet.
- Find Sidste mand slukker lyset på DR’s hjemmeside og i din foretrukne podcast-app.

The Slow Home Podcast
Kender du følelsen af at leve bæredygtigt uden at kunne identificere dig med de bevægelser, der er oppe i tiden – hvad enten det handler om minimalisme, slowfood eller zero waste?
I The Slow Home Podcast præsenterer australske Brooke McAlary en række inspirerende personer og deres historier om det bæredygtige liv – uden at placere dem i kasser. Og hun giver sig god tid til at snakke med hendes gæster. For som hun siger, er vi nødt til at sætte farten ned for at overleve i en verden, hvor tingene går meget hurtigt.
Samtalerne kredser altid om gæsternes egne personlige beretninger, motivation og de valg, de har truffet for at leve på en bæredygtig måde. Brooke McAlary og hendes mand kommer dog også selv på banen, når de giver et indblik i deres hverdagsrytme og personlige udfordringer i livet.
Find The Slow Home Podcast på iTunes eller i din foretrukne podcast-app.
Sustainababble

Verdens tilstand er deprimerende – så vi kan lige så godt grine af den! Det er konceptet for Sustainababble. Podcasten er lavet af to britiske mænd, som begge arbejder for bæredygtigtigheds NGO’er. Men som de siger, repræsenterer de kun deres egne holdninger – og de holdninger er ofte på kanten! Deres sorte humor er fantastisk, når den går ud over verdens klimafornægtere og Donald Trump, som er deres yndlingsperson at gøre nar ad.
Hver uge tager Sustainababble et nyt tema op, men den underliggende præmis er altid at gøre grin med højtstående politikere og erhvervsfolk, som ikke tror på klimaforandringerne. Den nyeste klimaforskning tages under kærlig behandling, og de to værter lægger ikke skjul på, at verden er ved at brænde op (eller smelte).
Find Sustainababble på iTunes, Soundcloud eller i din foretrukne podcast-app.

Conscious Chatter
Er du interesseret i mode og bæredygtighed, så har vi en podcast lige til dine ører. Conscious Chatter er en række samtaler med spændende og inspirerende mennesker inden for mode, der alle ønsker at gøre tingene anderledes og opfordre til bedre forbrug og mere omtanke.
Podcasten er startet af Krestel. Hver uge har hun en ny gæst, som fortæller om deres arbejdsområde, deres vej til hvor de er nu, samt hvad de vil opfordre almindelige forbrugere til at gøre. På listen over seje personer findes fx grundlæggerne af Fashion Revolution kampagnen, en tidligere vinder af Project Runway samt chefer og medarbejdere fra de sejeste bæredygtige brands.
Find den i itunes, via stitcher eller hør den på nettet her.

The Elephant
Hvis du skal i gang med én ny podcast denne sommer, så lad det være The Elephant. Den handler om klimaforandringer og tager i hvert afsnit fat på en historie, vinkel, udfordring eller idé, som har noget med klimaforandringer at gøre – fx antarktis, økonomi, aktivisme og divestment. Under COP21 var der interviews med folk, som sad med ved forhandlingerne, ligesom med demonstranterne i Paris’ boulevarder.
Vi er vilde med The Elephant, fordi den gør os klogere og giver os indsigt i seje menneskers kamp for at stoppe klimaforandringerne og gøre en forskel. Du kan blandt andet møde Naomi Oreskes, som forsker i klimaskeptikerlobbyen i USA, høre et afsnit med stifteren af Occupy-bevægelsen, blive skræmt over tallene i et interview med klimaforskeren James Hansen, som allerede for snart 30 år siden advarede politikerne om klimaforandringernes seriøse effekt på livet, som vi kender det, og lade George Monbiot minde dig om, at det er bedre at have idealer end at være en kyniker.
- Hør The Elephant på iTunes, Soundcloud eller direkte i din browser.

The Minimalists
Every little thing that you think that you need
every little thing that’s just feeding your greed
well I bet that you’d be fine without it.
Ordene ovenfor er fra introsangen til podcasten The Minimalists, som kort sagt handler om at leve et mere meningsfuldt liv med færre ting. Værterne Joshua og Ryan har i årevis drevet bloggen The Minimalists sammen og skrevet om deres udvikling fra businessverdenens forbrugsræs til minimalistiske, mere gennemtænkte liv uden gæld og med mere mening.
Hvert afsnit tager omkring en time og er bygget op om et tema som fx børn, karriere, penge, forhold eller prioritering. Det er lytternes spørgsmål som afgør, hvad afsnittet kommer til at handle om, for hele podcasten er en slags Q&A-føljeton.
Find The Minimalists på iTunes, Soundcloud eller i din foretrukne podcast-app.

The Biggest Story in the World
Foretrækker du action packed podcasts frem for dem, hvor to mennesker sidder og taler sammen? Eller interesserer du dig for formidling, klimaforandringer og aktivisme? Så er den britiske avis The Guardians spændende og nærværende podcast The Biggest Story in the World en podcast for dig!
The Biggest Story in the World er en dokumentar om et team af de bedste journalister på The Guardian. Den afgående chefredaktør samler dem i første afsnit omkring sig og giver dem en udfordring: Han har et halvt år tilbage i stillingen som chefredaktør, og da den globale opvarmning i hans øjne er århundredets vigtigste historie, vil han have dem til at skabe så meget fokus på klimaforandringer, som de overhovedet kan.
Hvert afsnit har sin egen vinkel på processen og giver et indblik i, hvordan det journalistiske arbejde foregår behind the scenes. Skal de satse på at påvirke politikere eller borgere? Hvad er de gode argumenter for ikke at brænde olie og kul egentlig? Hvordan kan man engagere folk i en sag, der er så abstrakt som klimaet? Og hvad med økonomien – kan den bære, hvis kul- og olieindustrien kollapser?
Find den på The Guardian, iTunes, SoundCloud eller i din foretrukne podcast-app.

Grønne gloser
Grønne gloser er en programserie fra Sproglaboratoriet på P1, som nysgerrigt udforsker den grønne omstillings sprudlende og spirende sprog. Præmissen for programmerne er, at vi har brug for et nyt sprog for at forstå og kunne handle på de forandringer, som verden står over for – og at dette nye sprog er i fuld gang med at dukke op.
I programmerne diskuterer Helle Solvang, som er vært, og Kajsa Li Paludan, som er gæst og ekspert, hvordan vi kan bruge de grønne nye ord, som er indsamlet sammen med lytterne. Hver episode tager en håndfuld ord op til diskussion og forklarer deres betydning og oprindelse. Det er let at få nye yndlingsord i hver episode, og måske får du også et helt nyt syn på verden? Det er nemlig det, sproget kan – give os en måde at forstå verden.
- Du kan lytte til hver udsendelse seperat eller starte med den første. Alle fem afsnit af Grønne Gloser kan høres på DR.dk eller i din favorit-app til podcasts.
Efter udsendelserne samlede Helle, Kajsa og vores egen Emma alle lytternes ord i en grøn parlør, som du kan hente den gratis som pdf. I anledning af udgivelsen af den grønne parlør kom et nyt afsnit af podcastserien, afsnittet om klimatopmødeordvalg, hvor Kajsa rapporterede direkte fra COP21 i Paris, mens Emma gæstede studiet i København og fortalte om sine yndlingsord.

Sustain Daily Podcast
Og glem ikke, at Emma og Johanne også udgav deres egen podcast, Sustain Daily Podcast! Med ca. 60 episoder er der virkelig meget at dykke ned i.